Manerer, der er værd at lære, før du lander i Japan

Du kan rejse i Japan i to uger, ramme hver skik lidt forkert og stadig blive behandlet venligt. Folk er vant til besøgende. Vanerne nedenfor er dem, der ændrer dagen for personen ved siden af dig, og det er en bedre grund til at lære dem end frygten for en irettesættelse.

Japans nationale turistorganisation beder besøgende om at være den slags gæst, der efterlader et sted brugbart. Det lyder vagt, indtil du sidder i et fyldt tog, eller ved en port hvor nogen vil bede, og en anden vil have et portræt midt på stien. Lidt stilhed og lidt opmærksomhed dækker det meste. Du behøver ikke et perfekt buk. Et lille, når du siger tak, er nok.

Tog, sko og døren

I tog og busser er telefonopkald det, folk hader. En lav samtale er fin. En video med lyden på er det ikke. Hold telefonen lydløs. Træd til side, og lad folk stå af, før du står på. Prioritetspladser er til dem, der har brug for dem, også når de ser yngre ud, end du ventede. En rygsæk hører til foran eller på hylden, ikke i en fremmeds ansigt.

• Sko kommer af i hjem, mange restauranter, tempelhaller og ryokan. Vend dem tilbage mod døren.
• Toiletsutter bliver i toiletrummet. Parret til gangen er et andet par.
• Ved en helligdom er en almindelig gestus to buk, to håndklap og et sidste buk. Templer er mere stille: ingen håndklap, et buk, nogle gange røgelse.
• Gå i siden på en helligdomssti. Midten lades ofte fri med vilje.
• Stik ikke spisepinde lodret i en skål ris, og ræk ikke mad fra pind til pind.
• Der er ingen drikkepenge. Drikkepenge på en bakke kan forvirre den, der skal give dem tilbage.

Skoskridtet, genkan, er det øjeblik, besøgende haster. Sæt dig, træk skoene af, træd op i sokker. Hvis der ligger et par sutsko, så brug dem, indtil et skilt eller et bart træalter siger kun sokker. At storme ind i udesko er fejlen. At hænge i døren med en kuffert er den anden. Gå igennem, og sorter så tasken.

Save

Affald, fotos og lydstyrke

Skraldespande er sjældne på gadehjørner. Det er ikke en invitation til at stille en flaske på en mur. Bær den. I en boliggade om natten skal du bruge den stemme, du ville bruge i en bibliotekstrappe. Kvarterer er hjem først og kulisser bagefter. Det samme gælder en butik med én person: hils, råb ikke et spørgsmål tværs gennem lokalet, og åbn ikke hver pakke bare for at se.

Hvis du ikke husker andet, så husk toget og skoene. Lydløs telefon, lad folk stå af, sko af hvor skridtet siger det. Resten kan du læse på et skilt, når du ankommer. Japan er fuld af skilte. De er manererne, skrevet ned, til enhver der gider se.